MIN BLODTYPE ER NUTELLA

Jeg vejer for meget. Alt for meget. Jeg tror, det bunder i, at jeg spiser mere end jeg burde. Alt hvad der smager godt, er på listen over mine fritidsinteresser. Og jeg skal jo nok tabe mig, jeg runder bare lige Fitness World et par gange mere om ugen, end jeg pt gider.

Tykke mennesker er dovne og dumme, siger man. Normalvægtige folk til gengæld er super hjælpsomme og opmærksomme på dig, hvis du er fed. Jeg kan ikke engang spise en softice et offentligt sted uden, at folk sender mig velmenende bedrevidende blikke. Af den grund gik jeg indtil for nyligt heller ikke i shorts… Jeg har de såkaldte lår i sandalerne, og vil så allernødigst virke anstødelig. Jeg tog ikke på stranden af frygt for at blive forvekslet med en strandet hvalros, for da slet ikke at tænke på hvordan min muffinmave ville tage sig ud i bikini. Indtil en dag jeg nærmest fik hedeslag. Det ekstra fedtvæv, der uinviteret har bosat sig på min krop, fungerer som ekstra isolering. Det vil sige jeg har det varmere end normalvægtige om sommeren. Ergo jeg burde om nogen gå letpåklædt, og det gør jeg så… tilråb og generel fatshaming som konsekvens.

Fatshaming er en legal fremgangsmåde, hvor man bruger grove tilsvininger for at motivere tykke mennesker til at tabe sig. Man ser det over alt i mediebilledet. Familien Danmark elsker at sidde foran flimmerkassen i primetime og beskue, hvordan flæskefede personer under militante tilråb bliver presset til graden af sammenbrud. Dødeligt overvægtige mennesker er sjove. Dødeligt undervægtige derimod er temalørdag og sympatiserende debatudsendelser. Men det kan jo slet ikke sammenlignes. Det absolut eneste de har tilfælles, er en spiseforstyrrelse.

Reklamer

SLEEPING MY DAY AWAY

Forleden nat lå jeg søvnløs. Måske fordi jeg ikke var søvnig nok, da jeg lagde mig til at sove. Jeg forsøgte at ligge bomstille og besluttede mig for ikke at røre mine lemmer. Det var lettere tænkt end gjort. Men der lå jeg så og kiggede op i loftet. Det forekom mig, at jeg havde overnaturligt skærpede sanser. Rummet ændrede karakter, pludselig fremtrådte alle loftsbrædderne nuancerede og jeg kunne nærmest forestille mig, hvordan de hver især har levet som et vildt træ engang. Gad vide om de drømte om at ende deres dage som beklædning på mine forældres loft.

En flue summer rundt, og bliver ved med at sætte sig på mit ansigt, som om den ved lige, hvor den kan genere mig mest. Jeg diskuterer med mig selv, om jeg skal stå op eller blive liggende.

Frank ligger ved siden af mig i den sødeste søvn og snorker højlydt, som om han intuitivt forsøger at gøre nar af mig og min søvnløshed.

Tankerne flyver afsted og myldrer rundt mellem hinanden. Hvad er meningen med livet? Er chokolade virkelig sundt? Burde jeg måske vende dynen? Det fortsætter i en lind strøm…

Pludselig ænser jeg, at det er blevet lyst i rummet. En ny dag er begyndt, alt imens jeg har ligget og vendt og drejet mig. Pludselig føler jeg en overvældende søvntrang. Samtidig en inderlig lykke over at være arbejdsløs, så jeg ruller om på den anden side og lægger mig til at sove.

DAGDRØMME

Jeg sidder på en sofa, en sofa i en provinsvilla, en provinsvilla i Vestjylland, nærmere betegnet Thy. Jeg befinder mig hos mine forældre, sådan cirka i midten af ingenting.

Jeg sidder stille for mig selv og dagdrømmer…

Jeg drømmer generelt meget, jeg drømmer gerne min dag væk… Drømmen er mit helle, mit utopiske parallelunivers, hvor jeg selv kan konstruere verden uden realistisk hensyntagen.

For tiden drømmer jeg om mit liv… Jeg drømmer om, hvad fremtiden kan byde for en forvirret sjæl som undertegnede. Mit liv er et blankt kanvas. Jeg er lige droppet ud af mit studie, flyttet til den anden side af landet, hjem til mine forældre.

Jeg er snart 30, hjemløs, arbejdsløs og uden retning i livet.

Jeg burde måske være mere stresset over mit liv, men det er jeg ikke, for i mine drømme ligger lykken lige rundt om hjørnet…

Luftkastellerne har gravet rod i min underbevidsthed, vokset sig ind i mit sind og hæmmet min reaktionsevne. Jeg sidder tilbage åndsfraværende på mine forældres sofa.

STATUS QUO

Bloggen har gennem en periode på over tre år været forsømt, misrøgtet som et forsvarsløst barn. Myndighederne burde måske have grebet ind, og gjort opmærksom på mine utilstrækkelige evner som ene forsørger af dette virtuelle afkom.

ALLE GODE GANGE TRE

Det er nu tredje gang, jeg postulerer bloggens genkomst.

Jeg har bevæget mig, men jeg har ikke flyttet mig.

Alt imens tiden er gået, er jeg selv gået i ring.

Jeg har været tabt, og er blevet fundet, jeg var død og blev levende.

Jeg lever… Jeg er unægteligt blevet ældre, men ikke klogere, tumler stadig med de samme eksistentielle spørsmål som for tre år siden.

Nu befinder jeg mig atter på mine forældres sofa i det mørke jylland, hvor det hele begyndte. Jeg lever stadig i mine drømme. Urealistiske luftkasteller, der ikke er et eneste skridt tættere på at blive virkelighed. Jeg klamrer mig til alt genkendeligt og forsøger at finde mening med tilværelsen. Måske er svaret ret fremme?

Jeg håber, at cyberspace kan hjælpe med at få mig på ret køl, samt gengive mig min udmærkede (læs: ubemærkede) propagandasluse.

skaeveksistens

FUCK OFF !!#%!!! …Por favor?

status

mario_testino_amber_rio_de_janeiro_1997

Jeg er forvirret, dehydreret og har muligvis fået solstik. Det sociale kodeks er ihvertfald helt fordampet i sydhavsøens hede…

Der er normalt ikke meget, der kan bringe mit temperede pis i kog. Så skulle det da lige være, når folk gentagne gange overskrider mine personlige grænser. Selvom jeg forsøger ihærdigt med mit lukkede nordiske kropssprog, at sende signalet om, at jeg ikke er interesseret! Jeg går praktisk talt iklædt mentalt kyskhedsbælte, står anstrengt og lukker damp ud i små pludselige stød, som subtil sarkasme eller skæv selvironi. Og alligevel formår folk at læse dette som imødekommenhed?

 Jeg kan ikke finde hel i det hoved, eller hoved i det hele… Dette kommer muligvis til at lyde  mærkværdigt efterfulgt af ovenstående, men jeg har fået en Åbenbaring. En personlig selvindsigt af incestuøst skræmmende karakter. Jeg er blevet en smule klogere på egen ubevidste reaktionsmønstre, en brik rigere i det komplicerede puslespil, der er min umiddelbare kognition.

Det har altid tidligere undret mig, hvorfor folk skulle rejse om på den anden side af jorden, for at finde dem selv. Men ikke efter dette emotionelle-cruise af en anden verden, en koalitionskurs mellem to forskellige kulturer. Selvdestruktivitet i yderste potens, hvor min selvrespekt fordampede som dug for solen. Situationen forholder sig således, at jeg befandt mig på en palmeø ud for Afrikas vestkyst, Vinterens største turistghetto og tilflugtssted for samtlige pensionister fra Skandinavien, også kaldet Gran Canaria.

fejlEn feriedestination, der flere gange har dannet rammerne om bedsteforældrenes hel-og-halv-rund-fødselsdagsfejrings-tradition i min fars familie. Det har medført periodiske ophold med intervallet fem år. Og der sker meget på fem år! Man bliver usandsynligt meget klogere på fem år… klogere, fornuftigere og alt i alt mere moden, ansvarsfuld og knap så tankeløs promiskuiøs. Jeg er praktisk talt et helt andet menneske denne gang.

Jeg vælger derfor på anden dagen, at gøre op med sidste opholds genfærd, den såkaldte ferieflirt. Modig og målrettet, går jeg på vej mod loverboys fars restaurant. Vi er jo begge blevet ældre, og selvfølgelig kan vi ses til en platonisk kop kaffe og catche op på hinandens liv i venskabeligt lag. Sådan noget gør man da, når man bliver voksen, ikk?

IMG_0218Da jeg har brugt det meste af aftenen til at samle mig mod(læs: drikke mig beruset) ankommer jeg til establissementet relativt sent på aftenen, Cassanova har derfor allerede forladt skuden, men den resterende del af familien(der jo selvfølgelig alle er ansat i foretagenet) giver mig en særdeles varm velkomst. På daværende tidspunkt føler jeg stadig en vis kontrol over situationen. Men de efterfølgende dage bevæger jeg mig ubemærket længere og længere ind i et parrallelt twin peaks univers, hvor selv ikke mit morbide klarsyn, kan briste fantasy/horror boblen.

Og til sidst skreg min selvrespekt ADIOS AMIGO!!! Men min hjerne var helt ude af funktion, klappen var gået ned, fanget i eget legeme befandt jeg mig som underordnet statist midt i et episk kærlighedsdrama med min krop ufrivillig som en af hovedrollerne. Jeg ved ikke om det er noget i vandet dernede, men efterhånden går jeg modstandsløst med til det hele, gringo som jeg er i denne fremmede kultur, hvor hele (sviger)familiens øjne følger os og snakken utvivlsomt går bag al velvilligheden, som en ond drøm der bare skal gennemleves. 

 IMG_0219

Jeg sidder nu i retroperspektivisk selvlede, over at jeg gang på gang forvilder mig ud i disse akavede eventyr, som høne uden hovede, der farer forvildet rundt uden retning. Jeg lader mig føre(læs. forføre) af alle med en drøm, hvor jeg på den ene eller anden måde indgår. I et ynkeligt forsøg på at leve livet, desværre udlever jeg kun en andens fantasi, imens jeg selv bare driver rundt uden anker eller kurs i selvledens brænding

Iiiih, hvor er det bare irriterende at jeg har mere selvrespekt, til at være lidt mere hardcore over for Corny fremmede eller bare folk i al almindelighed! Hvordan gror man sig et par nosser? Jeg er umiddelbart to i underskud. Mon jeg nogensinde bliver klogere?….

IMG_0123 IMG_0031

 

Life Is Complicated

IMG_0094  IMG_0436

IMG_0186Hvis mit liv var en roman, havde jeg så i virkeligheden været bedre tjent som novelle?

Jeg lever kun gennem mine drømme – urealistiske luftkasteller – der forsvinder som dug for solen, så snart min parallelle tilværelse banker på: Virkeligheden. Virkelighedens morbide klarsyn.  Der til tider medvirker, at ens blotte eksistens synes så uoverskuelig, at man mest af alt bare har lyst til at trykke pause på livets fjernbetjening

Hvor længe skal man fortsætte, hvis man ikke kan se skoven for bare ukrudt?!  Hvis man er kronisk psykisk lammet, stavnsbundet til livets smerter; både dem der pludselig jager gennem hele kroppen og dem, der ikke fysisk gør ondt , men endnu værre: er mentalt ubeskriveligt smertefulde!  Så uoverskuelige at man ville ønske, man kunne forvandle dem til fysiske. Nej, ukrudt forgår ikke så let!  meeee

Man bevæger sig, men man flytter sig ikke. Man får en svimlende fornemmelse af endeløshed. Alt imens tiden går… går man selv i ring.  Og hvis man så endelig når til enden af tunnellen, til det sted hvor mørket brydes af lyset. Presser man sig op ad tunnellens ene side, og forsøger at gå i et med muren,  gemme sig,  forsvinde,  ikke tage det første skridt mod opgøret… Helt og fuldstændig lammet af angsten for at blive blændet af lyset.  IMG_0437

Man bliver panikslagen, hvor hører man til?  Er der mon nogen derude i mylderet, der leder efter mig?  Hvorfor dukker der ikke snart en mor-dame op, i en stor varm frakke og en lugt af noget hjemligt. Ligesom den gang man blev væk i tivoli som barn.  Man er tabt og bliver fundet, man er død og bliver levende.   Jeg savner genforeningens sødme, hvor fraværets ensomhed bliver opvejet af glædetårenes tryghed. Men jeg når tilsyneladende aldrig helt i mål.

Jeg vandrer stadig rundt i en ensom verden, fyldt med ansigter uden identitet.  Jeg går i et med rollen, forsøger at scenografere mig til lykke.  Jeg færdes mellem folk, som en upåklagelig maskine, uden nogen bemærker mit mentale fravær. Men hvordan bryder man ud af den isolation og ensomhed, jeg har affundet mig med som en del af mit livsgrundlag? Kan man overhovedet det, eller er det bare en slags moderne resignation – At den eneste erkendelse, der aldrig viser sig modbevidst er – at man grundlæggende er alene. Så er man vel sikker på aldrig at blive skuffet?

stop

 
IMG_0146

Bloggen har været i koma…

dead Bloggen har været død. Fysisk (dog ikke mentalt) fraværende over en periode på psykopat vold fucking lang tid. Grundet følelses- og studiemæssig meltdown, samt undertegnedes generelle eksistentielle mindre værd.

Bloggen viser tegn på forbedring og forventes at genopstå som et forskud på påskemiraklet. Hvorefter budskabet om den skæve Messias´ genopstandelse, vil spredes som ringe i vandet, fylde mennesket med fornyet håb, og gengive skribenten sin udemærkede(læs: ubemærkede) propagandasluse. Så vedkommende igen kan sprede sine ekstremistiske (dog anti voldelige) implicitte budskaber.

I’M BACK…

Jeg har brede skuldre, men…

Konstruktionen er af tvivlsom karakter. Fundamentet er pilråddent, og de bærende elementer holder sig ene og alene oprejst, da de ikke ved, hvilken vej de skal falde.

Jeg er i disse dage underlagt umanerlige stressende ydre faktorer, der presser mit sind maksimalt, og får kedlerne til at køre på højtryk. Maskineriet må stå sin manddomsprøve, for jeg begiver mig unægteligt ud på en jomfrurejse af dramatisk karakter. Når man kommer helt ind i sindet på den facon, og agerer hovedrengøring ud i krogene, så kan man uheldigvis indimellem støde på abnorme fænomener.

Jeg erkender, at undertegnedes ræsonnement ikke altid er umiddelbar og til tider direkte ulogisk. Jeg går gerne en omvej, hvis det er den vej, jeg kender, og føler mig tryg ved. Det vil jeg næsten godt erkende. Men jeg har nu stadig svært ved at se det unormale i, at jeg lige står og “filer” et stykke af en MDFplade med min hobbykniv, når jeg jo(som folk gladeligt påpeger gentagne gange) bare kan gå over på træværkstedet og låne en sav. Forstå det nu! Jeg har grundlæggende angst for alle objekter, der potentielt kan slå mig ihjel! Hvad kunne det ikke ende med, såfremt jeg helt uautoriseret havde erhvervet mig sådan et bøddelinstrument, og muligvis helt tilfældigt fik likvideret mig selv og femten andre grundet mit distræte sind?

Jeg bliver irriteret og bider folk af, når de skal stille serielle dumme spørgsmål på dårligt valgte tidspunkter. Ligesom da min nye lærer retorisk(håber jeg) spurgte mig “Hvordan jeg egentlig havde tænkt mig at gennemføre denne uddannelse?!” Han kunne jo ligeså godt have spurgt: “Hvad er meningen med livet?” Så ville jeg nemlig knapt så flabet kunne svare: “Det ved jeg ikke, men skal vi ikke bare lige se, hvordan dagene går, måske kommer jeg i tanke om det i morgen” Fordi måske kan jeg ikke gennemføre den uddannelse eller noget uddannelse i det hele taget. Men lad mig i det mindste få et forsøg, inden jeg føler mig skyldspålagt til at redegøre for den samfundsmæssige retfærdighed i at kaste uddannelsespenge efter mig. Som min far siger, det kan da være underordnet, om staten betaler dig kontanthjælp eller su. Og måske er min umiddelbare sindsyge bare genialitet i forklædning. Måske er det lige præcis mig, der igen redder samfundsøkonomien. Vi må bare vente og se, hvordan dagene går. Dræb det nu ikke med spørgsmål konstant.

Det aller værste er folk, der slet ikke stiller spørgsmålet, men bare konstaterer, at ens perspektiviske sans er helt desorienteret. “Din horisontlinie svæver helt oppe i 20 meters afstand fra jorden”  -Som om der skulle være noget forkert i det?! Jeg kan bare godt lide at have det store overblik. Højt at flyve, langt at falde, jeg lærer kun af mine egne fejltagelser.

I morgen bliver det endnu værre; Kursus om Basale Grundlæggende discipliner i Adobe. Jeg kender på forhånd svaret på det spørgsmål… Nej, det kommer ikke til at gå godt. Jeg forstår mig ikke på værktøj, eldrevne hjælpemidler og maskiner i al almindelighed. Det forekommer mig komplekst, at det der er lige foran mig på skærmen, ikke er der i virkeligheden. Derfor er det en stor frustration for mig, når maskineriet ikke makker ret, og jeg ikke bare lige kan stikke hånden ind i computeren og flytte de to komponenter derhen, hvor jeg forestiller mig dem. Og når man så endelig lige har fundet en skudsikker teknik, hvor tingene reelt virker(er besværlige, men fungerer) Så kommer der en smart it-type og hyler én totalt ud af den, fordi “Man kan gøre det der på en meget simplere måde, må jeg lige vise dig noget” Hvorefter vedkommende demonstrativt overtager hele tastaturet, demonstrerer kækt den ene genvej efter den anden og totalt forpurrer ens trygge omvej. Pludselig er man så forvirret, at man slet ikke kan huske, hvordan man går.

Lad mig nu bare gå af den vej jeg ynder, måske en dag føler jeg mig tryg nok til at tage smutvejen, men i mit eget tempo og gerne ledsaget. Lad mig beholde støttehjulene indtil jeg har balance nok til at stå på egne ben. Eller du har tid og overskud til rumme mine begrænsninger, tage mig i hånden og følge mig lidt på vej. Be’ om.

A fast (food) death

Jeg lever livet på grænsen. På grænsen til det deciderede sundhedsskadelige og fatalt livstruende. Jeg fik en skræmmende åbenbaring, da jeg kom gående med Frank forbi McDonalds den anden dag. Frank er jo en velopdragen hund, så han styrer jo instinktivt hen mod restaurationens hundekrog. Og imens at jeg har travlt med at få Frank på rette kurs, ænser jeg overhovedet ikke den KÆMPE varelastbil, der forsøger at lave en bakkende parkering oven på undertegnede (Snak lige om store biler og blinde vinkler, og jeg er ikke just et lille nips, jeg fylder alligevel lidt i landskabet). Havde det ikke været for Franks vilje og trækkekraft, havde jeg muligvis ikke siddet her i dag. Og hvilken skæbne at dø udenfor Kapitalisternes Burger-Højborg, måske kunne man være blevet æret med sin egen menu for tro tjeneste; McDeath!

Jeg burde om nogen holde min bryllupsreception på McDonalds, eller bedre (og hurtigere) endnu bare smutte en tur igennem McDrive. De burde faktisk udarbejde et bryllupsritual, lidt ligesom med børnefødselsdagene. Få lov at sidde i kongestolen og fri leg i kuglerummet… Jeg tror det kunne blive en stor succes, som modpol til al den helsefanatisering der hersker i dag. Det preller helt af på mig, i trods så indtager jeg flere E-numre på en dag end Sundhedsstyrrelsen anbefaler på et helt år. Helserådene bliver slugt med ubehag som et stykke bart rugbrød uden vand. Så vil jeg hellere demonstrativt sætte mig uden for Christiansborg med mit lille happymeal og holde politisk-picnic.  Man skulle jo ellers tro, at jeg grundet min store erfaring havde lært at fortære sådan en whopper med ynde, men nej… Jeg ligner efterladenskaberne fra Distortion i ansigtet efter sådan en super-size menu. Min ekskæreste inviterede mig aldrig ud at spise af samme grund, suk!

Men jeg vil jo gerne leve længe, også selvom jeg elsker greasy grillmad. Burde jeg tage en kold tyrker i 21 dage? Måske ville jeg opleve at blive et meget bedre menneske, have mere overskud, en renere hud, og måske lige smide de der irriterende 10 kilo, der uinviteret har bosat sig på min krop. Jeg gør det sgu! Altså liiiige efter weekenden, that is…

P.S. Går thai-take-away ind på listen over usundt fastfood?!

Baby, you CAN’T ride my bike !!!

Ikke i dag, ikke i morgen, not in a million years! Og da slet ikke når du “glemmer” at spørge om lov. Eller undlader i det mindste lige at hænge en ydmyg seddel, så jeg ikke skal finkæmme hele Østerbro efter min højtelskede Jernhest. Jeg synes, det er decideret frækt!

Min cykel er blevet stjålet IGEN(ikke den samme, de er alle så godt som sunket i jorden, hver og én)! Det er godt nok ved at være en to-ugers-tid siden, men chokfasen er først rigtig ved at fortage sig, så jeg kan begynde at fortælle om den traumatiserende oplevelse. Og traumatiserende var den. Det er pt. så grelt, at jeg overvejer helt at flytte hjem til jylland, hvor man kan sove trygt  bag ulåst hoveddør og have sine ting i fred! Jeg forpurrer min rene sjæl ved at befinde mig herovre i det nye (åbenbart lovløse) land, jeg overvejer reelt selv at stjæle en anden uskyldig guts cykel, selvom det ville bringe katastrofalt negativ ubalance i universet, men Karma skylder mig altså snart et par cykler eller tre.

Jeg går jo normalt ellers totalt meget ind for offentligt transport og genindførelsen af bilfrie søndage ikke at forglemme, men dermed ikke sagt at mit private tohjulede befordringsmiddel skal betragtes som allemandseje. Grabberne væk, Pomfrit!

Cykeltyveri er simpelthen noget af det mest frihedskrænkende, man kan blive udsat for! Det og så når folk sætter sig på den samme bænk som mig henne i Parken… “Hallo, der er en ledig bænk lige overfor” Det er altså totalt intimsfære-grænse-overskridende. Jeg vil have friheden til at have min bænk og cykel i fred. Frihed er jo den eneste fordel, man har som single. Derfor tager jeg det dybt personligt, når folk forsøger at indskrænke den i en sådan grad. Jeg betragter nemlig min cykel som direkte proportionel med min frihed. Jeg er(Red. var) så glad for min cykel, jeg kommer(red. kom) hurtigt langt omkring, og det er fordi på en cykel, der går det let som ingenting. Lige indtil en røvet cykeltyv sætter en kæp i hjulet.

Jeg glæder mig nu til at få en ny cykel, få gang i rugbrødsmotoren igen, mod nye (SOLO)cykeleventyr. Og til alle jer stupide cykeltyve der ude, har jeg kun en ting at sige: hundehoveder, hængerøve, fæhoveder, lusede amatører, slapssvanse, småfede grødbønder, feje hunde, jammer-kommoder, elendige klamphuggere, skidesprællere, narrehatte, fede skvat, tøffeldyr, bovlamme bidesild, pjalt, pjok, pudseklud, snotklat, lumpne lus, idioter…